Kreativ Marketingprofil til Thy Whisky

Kreativ Marketingprofil til Thy Whisky

Vi søger en kreativ marketingprofil, der kan flytte vores kommunikation på skrift og visuelt, så verden får smag for dansk whisky fra Thy.

Fra vores slægtsgård Gyrup i det vindblæste Thy dyrker vi kornet, malter det, destillerer, lagrer og tapper whiskyen. Hele vejen fra mark til flaske – 100 % økologisk, familieejet og med den stedbundne, ærlige historie som kompas. 

Thy Whisky står foran næste skridt. Vi har opbygget et stærkt brand i Danmark og er i gang med en større international udrulning. Derfor søger vi en marketingprofil, der både kan skabe, eksekvere og udvikle vores kommunikation på skrift og visuelt.

Dine opgaver

Du bliver en central del af vores salgs- og marketingteam og får ansvar for den løbende kommunikation fra Thy Whisky – fra idé og planlægning til produktion, publicering og opfølgning. Du kommer til at arbejde på tværs af B2C og B2B og både udvikle Thy Whisky som brand og hjælpe vores forhandlere, importører og øvrige samarbejdspartnere med at udbrede historien om Thy Whisky.

Dine hovedopgaver bliver at:

-    planlægge og producere indhold til sociale medier, nyhedsbreve, web og øvrige kanaler

-    drive og udvikle vores marketingkanaler og sikre en sammenhængende kommunikation på tværs af kanaler og markeder

-    udvikle materiale og kampagner til vores forhandlere og importører i Danmark og internationalt

-    være i løbende kontakt med samarbejdspartnere, importører, presse, influencere og andre, der er med til at bringe Thy Whisky ud i verden

-    drive og udvikle vores digitale marketing, analyser og e-commerce på blandt andet Shopify, Klaviyo, Google og Meta

Du kommer også til at arbejde aktivt med vores gæsteoplevelser og events. Du springer gerne på en rundvisning eller whiskysmagning og repræsenterer Thy Whisky på messer i Danmark og udlandet.

Stillingen er først og fremmest hands-on og udførende, tæt på den daglige kommunikation. Har du evnerne og ambitionerne, er der mulighed for at tage et større ansvar for at udvikle og drive vores marketingindsats på et strategisk niveau – ikke mindst i forbindelse med vores internationale vækst.

Om dig

Du er en stærk kommerciel kommunikator – både på skrift og visuelt. Du har blik for, hvordan et brand bygges over tid. Samtidig har du lyst til selv at skabe det indhold, der får det til at leve.

Du kan skabe struktur og resultater i en hverdag, hvor der er mange idéer i luften.

Du trives med at være tæt på både produktet og menneskene omkring det. Du har det godt med at stå foran folk, tage ansvar og repræsentere Thy Whisky, når der sker noget.

Du har en relevant uddannelse inden for markedsføring eller tilsvarende erfaring, og har du erfaring med brandopbygning – gerne i en international sammenhæng – er det en fordel.

Vi er selv produktnørder. Du behøver ikke være whiskyekspert endnu, men du skal have lyst til at blive det og få produktet under huden, så det bliver dit.

Du skriver og taler flydende dansk og engelsk. Det er en fordel, hvis du har erfaring med værktøjer som Adobe Creative Cloud (InDesign, Lightroom og Premiere Pro), Klaviyo, Shopify samt Google- og Metas platforme.

Vi tilbyder

Hos Thy Whisky får du en unik mulighed for at blive en del af en lille, moderne familievirksomhed med stærke rødder og store ambitioner, der rækker langt ud over Danmark.

Du bliver en del af et lille og alsidigt team, hvor der ikke er langt fra idé til handling. Du får fingrene med i hele processen – fra idé og produktion til eksekvering og evaluering – og vi hjælper hinanden på tværs af fagligheder.

Arbejdsstedet er på vores gård og destilleri i Thy, og vi forventer, at du som udgangspunkt arbejder herfra. Stillingen er på fuld tid og med start hurtigst muligt.

Hvis du er den, vi søger, så send dit CV og en kort motiveret ansøgning til ansoeg@thy-whisky.dk senest søndag den 20. september.

Vi holder ansættelsessamtaler i uge 39 og ansætter umiddelbart efter.

Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt direktør og medejer Jakob Stjernholm på telefon 23 87 55 33.