Beskrivelse
I modsætning til vores tidligere whiskyer er denne røget. Ikke røget whisky som du kender den, men blid røg fra ulmende bøgetræ. Vi er glade for bøgerøgen, som minder mere om lakridspiber og lejrbål end den klassiske tørverøgs boldværk og tjære. Thy Whisky No. 7 – Bøg opleves i tre bølger. Først røgens og maltens sødme, dernæst egetræets dybde og kompleksitet og til sidst den tørre oloroso sherry, som tørrer tungen og efterlader en lang og behagelig eftersmag.
Whiskyen er fremstillet på den gamle nordiske Imperial-byg, dyrket på vores mark nr 46-1 ved Stenbjerg, i Nationalpark Thy, maltet og røget, brygget, destilleret og lagt til lagring på to ombyggede ex-oloroso-fade i whiskylageret på vores økologiske gård Gyrup i Thy.
…Til de jyske pionerer. Thys plantager skiller havets vælde fra fjordens ynde, de holder sandflugten for døren og skaber pusterum for mennesker og dyr. Skove skabt af ægte jyske pionerer, som skabte land og læ for vestenvindens rasen. Mangen et forsøg og megen tid har det taget, før rødderne tog fat, men i dag står træerne fast. Fra den dybblå nåleskov til den forårfriske løv. Til ære for deres skabere har vi skabt denne whisky, præget af en blid røg fra vores nationaltræ – bøgen. Nyd den en stille stund når vestenvinden viser sine tænder.