Vores første røgede whisky

Vores første røgede whisky

’Bøg’ hedder den. Det er første gang vi lancerer en røget whisky. Røgen kommer ved at det maltede korn tørres på røg i stedet for luft. I Skotland bruger man tørverøg til at tørre malten, men vi har grebet opgaven anderledes an, og har i stedet benyttet noget så dansk som bøgetræ. Det giver en helt anden udtryk i whiskyen. Det er ikke en røget whisky som man kender den fra de skotske, men blid røg fra ulmende bøgetræ. Vi er glade for bøgerøgen, som minder mere om lakridspiber og lejrbål end den klassiske tørverøgs boldværk og tjære.

Den vårbyg som er brugt blev dyrket her tilbage i 2013 inden den blev maltet, røget, brygget, destilleret og lagt på to ombyggede sherryfade. Fadene har over årene givet farve og smag til whiskyen som nu fremstår ravgylden med en fyldig smag af malt, egetræ og sherry, mens den blide bøgerøg har sat sit klare præg. Whiskyen indeholder hele 52,1% alkohol, så den skal nok give lidt varme til den kommende vinter.

Der er blot 677 flasker af den nye Thy Whisky No. 7 – Bøg, som kan købes i vores webshop og hos vores forhandlere i Thy og resten af landet fra onsdag aften. Frigivelsen efterfølges af en premieresmagning på baren Lidkoeb i København.